Somme tider må man sige nej

Mange terapeutiske apps bliver markedsført på at man får adgang til en terapeut 24 timer i døgnet. Og at terapeuten i lommen altid har tid og aldrig siger nej.

Det er muligvis fint hvis man skal have nu-og-her hjælp – eller en at lette hjertet over for. Men er det i virkeligheden også det som skaber den bedste form for terapi? Som rykker noget?

På Klinikken tror vi på en lidt mindre amerikansk og knap så “allways on” tilgang. Vi mener at en god (digital) terapeut kan finde på at sige “nej, det skal vi ikke tale om nu.” eller at afslutte samtalen og bede klienten tjekke ind næste uge, når der har været tid til refleksion og øvelser.

Derfor har vi blandt andet udviklet muligheden for at afslutte samtalen og bestille en ny tid til at fortsætte samtalen, som en del af platformen.

Vi mener også at al god terapi går ud på at gøre sig selv overflødig. Og at hjælpe og opmuntre klienten til at tale med rigtige mennesker. For eksempel ved at bede klienten om at vælge en menneskelig “buddy”, inden det digitale forløb går i gang – og at understøtte flere menneskelige samtaler.

Europæisk digital terapi?

Hos os er det ikke AI som laver terapi eller mental træning. Det er psykologer og fagfolk som bestemmer strukturen og forløbet. I de faste rammer som psykologen definerer, lader vi så AI gøre det den er bedst til – nemlig at skabe samtaler om det som psykologen har bestemt at den skal tale om. Vi kalder det AI understøttet terapi.

Som en modvægt til chatbotten som altid er tilgængelig, aldrig siger nej, er individorienteret og ingen grænser sætter, vil vi gerne understøtte at man tør sige klienten imod og at sætte grænser. Man kunne jo se det som en mere europæisk form for digital terapi.

Hold kontakten og hør mere om terapi og AI